Noget af det allerværste og næsten provokerende er, at man egentlig ikke kan forandre andre end sig selv. Man har jo sikkert, i den tid man var sammen med sin ex- partner, forsøgt at ændre nogle af de sider hos den anden, som man reagerede negativt på - og sikkert uden held i det lange løb. Derfor er sandsynligheden for, at man kan gøre det nu, hvor man ikke er sammen, meget lille.
Så man bliver nød til at se på, hvad det er, man selv skal i gang med, som kan have en positiv effekt i forhold til relationen og fælles børns trivsel, også selvom man måske af hele sit hjerte har lyst til, at det var den anden part, der kunne ændre sig. Man bliver nød til at rette blikket indad og spørge sig selv:,, Hvad er det, jeg skal gøre, som er vigtigt for at fremme denne proces?". Træner man i at forandre sig, kan man være så heldig, at det også har indflydelse på, hvordan den anden reagerer.
Gode cirkler skal begynde et sted.
Ofte tænker vi både i og udenfor parforholdet, at den anden vil give sig eller tage det første forestående skridt; det kender vi sikkert alle alt for godt. Men hvis vi begge blot tænker på det, er der meget lille håb om positiv forandring, og begge kan få oplevelsen af at "tabe", og der bliver så at sige ingen "vinder".